Brugen af gipsbandager ved brud på håndleddet sammenlignet med kirurgisk behandling med brug af en volar låseskinne hos patienter over 65 – et progressivt, tilfældigt, internationalt multi-center studie.

De ældste kendte vejledninger i behandlingen af håndledsbrud stammer fra papyrus, der er dateret for flere tusind år siden, hvori det beskrives, hvordan håndleddet skal trækkes lige efter et brud og støttes med et stykke træ og et klæde hærdet med honning og fedt, så hånden holdes i den rigtige position. I meget lang tid blev brud på håndleddet behandlet med ikke-invasive metoder, sammen med diverse eksperimenter, der involverede immobiliserende positionering af håndleddet. Fra slutningen af 1800- og 1900-tallet var opdagelsen af røntgenbilleder af Wilhelm Roentgen, og revolutionære udviklinger i aseptiske procedurer med til at lægge grundlaget for udviklingen af kirurgiske behandlinger.

Den første dokumenterede håndledsoperation i litteraturen blev udført for lidt over 100 år siden, i 1908, af den belgiske kirurg Albin Lambotte. Han forsøgte at kontrollere brudstykker ved at fastsætte dem med metaltråde, der blev sat ind gennem huden. I løbet af 100 år har der været en enorm udvikling i kirurgiske behandlingsprocedurer af brud på håndleddet. I tillæg til diverse metal- og biologisk nedbrydelige spidser og skruer er ekstern fastholdere blevet udviklet som en behandling af brud, ligesom diverse anatomisk designede skinner tilpasset til specifikke brudstykker. Især brugen af volare (dvs. indsat i håndfladen) låseskinner, som er udviklet til at behandle håndledsbrud, er eksploderet i løbet af det seneste årti. At holde knoglestykker sammen med en låseplade har vist sig at være bedre end andre metoder til at genoprette anatomien til sin tidligere tilstand efter en fraktur og dermed bedre til at fremskynde rekonvalescens fra et brud og forbedre funktionen efter bruddet.

De seneste år er man begyndt at stille spørgsmålstegn ved denne operations stigende popularitet i behandlingen af brækkede håndled, da det ikke er muligt at bevise denne muligheds langvarige overlegenhed sammenlignet med andre kirurgiske metoder eller behandling med gipsbandage. Derudover er der altid risici forbundet med kirurgisk behandling, såsom inflammation af operationssåret og risiko for regionalt smertesyndrom (CRPS = Komplekst Regionalt Smertesyndrom). Det er også værd at bide mærke i, at operationer er en væsentlig større belastning på sundhedssystemets kapacitet og den nationale økonomi end en gipsbandage
Formålet med dette internationale, multi-center studie, som gennemføres af NITEP-gruppen, er at undersøge om behandlingsresultaterne med gipsbandagebehandlingen af ustabile håndledsbrud og kirurgisk behandling af det samme, er forskellig fra hinanden hos patienter over 65 og hvilken form for funktionel evne patienten opnår ved brug af de forskellige behandlinger. I løbet af studiet vil vi tilfældigt udvælge 228 patienter med brud på håndleddet til enten kirurgisk behandling eller gipsbandagebehandling. Rekonvalescens fra bruddet vil blive fulgt, afhængig af behandlingsgruppen, i en uge, 5-6 uger, 3 måneder, et år og to år efter påbegyndelsen af behandlingen. For variabler til at beskrive rekonvalescensen vil vi bruge patientens subjektive, personlige vurderingsværktøj (fx PRWE (patient-vurderet håndledsevaluering), Quick-DASH (invalidering på arm, skulder og hånd) og PCS (Pain Catastrophizing Scale), målinger af pressestyrke, smertevurdering, følge fysisk aktivitet, og radiologiske målinger med røntgenbilleder. Der vil blive arrangeret besøg hos en fysioterapeut for vores patienter til at understøtte deres rekonvalescens.

Vi vil offentliggøre resultaterne efter et til to år af studiet. Resultaterne vil også blive sammenlignet med patienter under normal behandling. Med vores resultater fra studiet vil vi på internationalt plan forsøge at udvikle den bedst mulige behandlingspraksis af håndledsbrud, både fra patientens synspunkt og med hensyn til økonomiske faktorer.