Progressiv, dobbelt blind, randomiseret pragmatisk studie af effekten af en gipsbandages placering ved behandling af en distal radiusfraktur.

Behandling af knoglebrud ved immobilisering, dvs. støtte det brækkede led med ekstern støtte går tilbage til oldtiden. Selv i dag forsøger man at behandle frakturer konservativt uden kirurgi, dvs. med immobilisering, hvis det er muligt. Frakturer på den nederste del af radius er almindelig forekomne, især blandt den ældre del af befolkningen. Konservativ behandling af disse patienter anbefales, fordi åben reduktion og kirurgi medfører en større risiko, jo ældre og sygere den pågældende patient er. På trods af den ældgamle tradition for konservativ behandling af frakturer på den nederste del af radius, ved vi ikke, om den foretrukne behandling er immobilisering eller bandagering af fraktureer af denne type.

Historisk er den hyppigst anvendte stilling sandsynligvis den såkaldte “Cotton-Loder-stilling”, dvs. maksimal fleksion i håndleddet og håndfladen roteret i retning mod ulna. Bandageringsstillingen blev allerede beskrevet i litteraturen for over 100 år siden, i 1910. Senere opdagede man imidlertid, at denne kombination af de to ekstreme stillinger udsætter mediannerven for afklemning, hvilket kan give følgeskader. Omkring 50 år senere udgav den britiske pioner inden for ortopædi og traumatologi, Sir John Charnley, en vejledning i frakturbehandling, som den dag i dag er et hovedværk inden for frakturbehandling. Han anbefalede til behandling af frakturer på den nederste del af radius en mild fleksion af håndleddet og rotation af hånden mod ulna. Stillingen mindede således til “Cotton-Loder”, men søgte at undgå ekstreme stillinger. Den pågældende bandageringsvejledning beskrevet af Charnley er indtil til i dag den hyppigst anvendte bandageringsstilling ved behandling af håndledsfrakturer i for eksempel Finland.

Selvom den ekstreme stilling undgås, forbindes bandageringsstillingen med en række problemer, for eksempel stivhed i fingrenes tricepssener. Fleksion af håndleddet og rotation mod ulna blokerer aktiv strækning af fingrene under gipsbehandling, hvilket kan medføre betydelig stivhed og smerter i de små led. Især hos målgruppen for konservative behandlinger, dvs. ældre patienter, er dette meget almindeligt på grund af den allerede forekommende slitage på led og sener. At undgå ekstreme stillinger fjerner ikke afklemning af mediannerven helt.

Ved bandagering af brud på den nederste del af radius er der blevet anvendt andre bandageringsstillinger, og her har især den såkaldte funktionelle stilling i den senere tid vundet indpas. Ved denne metode strækkes håndleddet let og holdes i forlængelse af underarmen. For behandling med forskellige bandageringsstillinger findes der kun såkaldte “low screen”-studier, dvs. beskrivende eller retrospektivt sammenlignende studier. Der findes ingen såkaldte “high screen”-studier eller randomiserede, blinde studier af emnet.

På grund af forskellig behandlingspraksis og manglende forskningsevidens af høj kvalitet stræber vi i vores studie efter “et progressiv, dobbelt-blind, randomiseret pragmatisk studie af effekten af bandageringsstilling ved behandling af distal radiusfraktur, for at undersøge den bedst mulige bandageringsstilling for frakturer på den nederste del af radius ved konservativ behandling”.